English

Om Concert Clemens

Vokalgruppen Concert Clemens er et ambitiøst, klassisk vokalensemble med hjemsted i Aarhus. Ensemblet blev stiftet i 1997 af dets nuværende dirigent, Carsten Seyer-Hansen, og består af 17 rutinerede sangere fra det aarhusianske kormiljø.

Vokalensemblet stræber efter at fremføre klassisk vokalmusik med præcision, varme og inderlighed, såvel i Danmark som ved store musikfestivaler, konkurrencer og koncerter på den internationale scene. Ensemblet har desuden et pædagogisk sigte, som udmønter sig i samarbejdsprojekter med såvel etablerede komponister som komponist- og dirigentstuderende.

Ud over de traditionelle korkoncerter i ind- og udland har Concert Clemens i de seneste år været involveret i talrige, spændende projekter:

I sommeren 2018 var Concert Clemens inviteret til at give koncert i Stiftskirche, Stuttgart i forbindelse med kirkens prestigefyldte koncertrække ”Stunde der Kirchenmusik”.

I foråret 2018 medvirkede ensemblet ved koncerten”Fyrre & Flamme” med uropførelse af ét af værkerne i projektet ”Lamentations” i samarbejde med nogle af landets fremmeste jazzmusikere og -komponister Jakob Bro & Jakob Buchanan.

I februar 2018 modtog Concert Clemens P2 Lytterprisen for den anmelderroste julecd ”There is no Rose”. CD’en blev også ”selection of the month” i BBC-Music.

I december 2017 uropførte ensemblet Thomas Agerfeldt Olenens nyskrevne Juleoratorium i samarbejde med Ars Nova Copenhagen og Aarhus Sinfornietta, ved koncerter i Aarhus, Randers og København.

Concert Clemens har ved flere lejligheder samarbejdet med den verdensberømte kontratenor Andreas Scholl, og opførte i foråret 2017 J.S. Bachs Johannes Passion med Aarhus Bachorkester og Andreas Scholl som solist.

I foråret 2017 uropførte Concert Clemens det nyskrevne værk ”Luther-suite” i Sofienberg Kirke i Oslo, Norge i forbindelse med ” Internasjonale Kirkemusikkfestival”. Værket er skrevet i anledning af fejringen af 500-året for reformationen, og opførtes sammen med Marilyn Mazur, Jacob Buchanan, Michael Bladt og Mads Wadmann.

I januar 2017 medvirkede Concert Clemens, sammen med Aarhus Jazz Orchestra, Aarhus Symfoniorkester og den Jyske Operas Kor, ved åbningen af ”Aarhus 2017 – Europæisk Kulturhovedstad” i Musikhuset Aarhus. Ugen efter deltog ensemblet ligeledes i åbningsceremonien ved af ”Pafos 2017 – Europæisk Kulturhovedstad” på Cypern.

Concert Clemens medvirkede i februar 2017 ved DR P2s prisuddelingsshow i Musikhuset Aarhus, hvor koret opførte Bo Gunges korsats ”Alting har en tid” som vandt årets prisen ”Årets publikumsbasker”.

I december 2016 udkom ensemblets jule-CD ”There is no Rose” med værker, alle komponeret eller arrangeret i det 21. århundrede af nulevende danske, tyske og engelske komponister. CD’en blev flot anmeldt i dansk og international presse og blev bl.a. kåret som ”Ugens CD” på DR P2 i december.

Korbillede, forår 2010